Kom med på gåtur den 10. maj –
og oplev naturen langs den nye Troldhedesti
Stien er der ikke endnu. Men vi har en rute, en forhåbentlig flot forårsdag og en aftale med naturvejleder Jørn Chemnitz. Kom med!
Hvad: En skøn gåtur med andre fra området – og naturvejleder Jørn Chemnitz – der går langs den kommende Troldhedesti mellem Jordrup og Ferup.
- Hvornår: Lørdag den 10. maj. Vi starter ved Brugsen i Jordrup kl. 11.00. Turen tager ca. 2.5 – 3 timer.
- Hvem: Turen er åben for alle – og helt gratis. Tag dine børn, forældre, bedsteforældre, naboer og venner med.
- Hvor: Vi går langs den del af den nye Troldhedesti, der vil forbinde Jordrup med Ferup. Hvis ikke du vil gå helt tilbage til Jordrup, så husk at planlægge logistikken. Det vil være muligt at parkere både ved Brugsen og ved sportspladsen ved Storedamsvej i Ferup.
- Husk: Madpakke, fodtøj der kan klare lidt mudder – og det gode humør. Vi vandrer uanset vejr. Øl/vand vil kunne købes når vi standser for at spise madpakkerne.
- For yderligere oplysninger: Kontakt Gitte (2243 6259) eller Terry (2232 6996)
Vi samles ved Brugsen og går hele vejen fra Jordrup til Ferup. Undervejs laver vi flere ophold – bl. a. for at høre, hvad Jørn Chemnitz har at sige om naturen langs ruten – og for at spise de medbragte madpakker. Det vil være muligt at købe øl/vand ved en depot, ca. halvejs, hvor vi tager en lille frokostpause.
Hvis ikke du allerede har oplevet naturvejleder Jørn Chemnitz, så har du noget at glæde dig til. Jørn er en fremragende formidler, der fortæller fortryllende om dyr, planter og meget mere. Da ruten går over mark, forbi mose og inde i skoven, er der masser af muligheder for at blive lidt klogere på den meget varierede natur Troldhedestien vil give adgang til.
Ruten følger markskel, grusveje og skovvej – så tag hellere vandreskoene eller gummistøvlerne på. Vi går ca. 6 km i alt, og regner med at turen tager 2.5 – 3 timer.
Det er desværre endnu ikke muligt at tage cyklen eller barnevognen med. Men det bliver det. Vi knokler nemlig for at etablere Troldhedestien fra Ferup til Jordrup og ud til Hundsholt – og dermed forbinde de 2 eksisterende stykker Troldhedesti til ét. Der er lang vej endnu. Kom med på et stykke af vejen!