Der var fest, faner og fællessang til årets gymnastikopvisning

Ladelund Efterskole startede dagen med en forrygende opvisning af deres ca. 130 gymnaster, hvor der var masser af flotte spring og fine rytmiske indslag.

Herefter var seks af FB’s hold på gulvet. Der var fart over feltet fra de helt små TRILLE TROLLE, over PUSLINGE, MINIMIX, JUNIORMIX, FAT BURNER WORKOUT og til de mest erfarne: MOTIONSDAMERNE. Der er øvet flittigt vinteren over, under ledelse af de engagerede instruktører og hjælpere. Seværdig og flot gymnastik med masser af bevægelse gav klapsalver fra de mange tilskuere, som havde valgt at gæste Fynslundhallen denne blæsende og råkolde lørdag formiddag.

Modsat vejret udenfor var stemningen i hallen både hjertelig og varm. Ikke mindst da gymnastik- og fitnessudvalget hyldede gymnastikinstruktør Hanne Lis Sørensen, som havde bebudet at hun stopper efter denne sæson. Nuv. og tidligere udvalgsformænd, Gitte Friis, Helle Bach Nielsen og Rikke Reseke havde sat gode ord på hyldesten. Hun fik selvfølgelig også blomster og gaver og en lille opvisningsserie blev givet af de øvrige instruktører og hjælpere til ære for hende. I mere end 33 år har hun været en særdeles flittig og yderst vellidt frivillig i gymnastikafdelingen. Efter sigende har hun kun forsømt ÉN opvisning pga. barsel. En lang og beundringngsværdig indsats som hele klubben er utrolig glade og taknemmelige for.

Derfor var det en glad hovedformand, Hans R. Andersen som kunne overrække hende beviset på at hun nu er udnævnt som ÆRESMEDLEM i Fynslund Boldklub!

Fuld fortjent hæder til en overrasket og rørt Hanne Lis, som fik masser af klapsalver fra hele salen!

Se billeder på www.fynslundboldklub.dk